Arkiv | april, 2017

Fastaval 2017

23 apr

Nu er det næsten en uge siden jeg kom hjem fra Fastaval 2017. Det har som altid været fantastisk, både rollespillet og det sociale. Det har været et år, hvor jeg har lidt under en skadet skulder, men har forsøgt at bruge smerten aktivt i scenarierne, jeg spillede. Og så har det været et år, hvor jeg ikke kom igennem nåleøjet med et scenarie (hvilket var meget heldigt, da jeg ikke havde tid), men hvor jeg igen i baren kunne høre, at folk satte pris på “YOLO” sidste år (det bliver man altid glad for at høre som scenarieforfatter).

Men det handler jo om scenarierne, så der vil jeg starte fra om torsdagen med det første. Onsdag vil jeg altid gerne bare snakke med alle de fantastiske con-gængere, så jeg starter typisk først med rollespillet om torsdagen og allerhelst med noget, der ikke er for deprimerende. Så jeg startede med “Guder” – et scenarie, hvor fire guder, der repræsenterer hvert deres element, skaber en verden sammen. Det behøver ikke at være verden, som vi kender den – i vores scenarie var verden på indersiden af en skal og solen i midten af skallen, som blommen i et æg. Det var et dejligt scenarie at starte ud med, for det satte gang i en god fælles kreativ proces og jeg var godt underholdt.

Fredag var min lange dag rent scenariemæssigt med fuldt skema. Først “SKÅR”, der nok var min bedste spiloplevelse i år. Scenariet var baseret på første Romersk-Jødiske krig, hvor jøderne blev fanget på Masada-bjerget og endte med at begå kollektivt selvmord – eller rettere myrdede hinanden og den sidste (hvilket blev afgjort ved at trække potteskår) skulle begå selvmord, hvilket var en ret hård opgave, da der ikke var plads til folk, der begik selvmord i efterlivet. Jeg havde valgt det lidt af nysgerrighed, for at se om jeg kunne få inspiration til læringsspil (er historielærer). Til at starte med opfattede jeg det som lidt langsomt, mest af alt fordi at briefingen før varede næsten en time – det kunne godt være kortere. Første akt var, indtil sidste scene, relativt blid for de fleste ud over min karakter, der havde det ret svært som udstødt – her var jeg ret glad for at have den karakter. Anden akt var selve krigen, hvor min karakter var mere på hjemmebane. Den bedste akt var dog helt klart den tredje, hvor vi nåede til det kollektive selvmord. Her blev benyttet en tilpasset udgave af ars amandi teknikken, i scenariet kaldt ars morandi, hvor man holder fast i håndledene om den person, man er i gang med at dræbe – man må ikke bryde øjenkontakten og når den karakter, der bliver myrdet, dør, lukker spilleren øjnene. Jeg kan ikke finde ud af at stirre, for jeg glemmer at blinke, så mine øjne løber hurtigt i vand, men derudover begynder jeg reelt at få tårer i øjnene, når andre er triste. Så jeg fik gang i tårekanalerne først pga. min defekt (som beskrevet før), siden reelt, da det er ret hårdt at myrde ens kone og ufødte barn, imens man trøster hende og fortæller hende om det hus vi ville komme til at bo i i efterlivet. Det var min karakters skår, der blev trukket, men da jeg bad den næstsidste person om at hilse min kone og barn i efterlivet, fik jeg en kniv i maven og det blev dermed den anden karakter, der begik selvmord. Vi var gået over tid, så derfor var det svært at nå debriefing – til at starte med mente jeg heller ikke at jeg havde brug for det, men efter ca. 15-20 min, kunne jeg godt mærke, at jeg var påvirket af scenariet. Af samme grund var jeg egentligt lettet over, at der blev et hold for lidt til “Maja vil dø” (et fantastisk novellescenarie om en pige, der kæmper med nogle ting og i sidste ende vil begå selvmord), som jeg skulle have spilledt efterfølgende – det var ikke den optimale rækkefølge set i bakspejlet, men jeg endte jo heldigvis med at sidde over. I stedet fik jeg en øl i baren med spilleder og de andre spillere fra SKÅR.

Fredagen sluttede med “Akt V”, et scenarie om fanger i et amerikansk fængsel, der skal opføre Hamlet. Det var et fedt meta-spil og der kunne trækkes klare tråde mellem fangernes historie og fortællingen i Hamlet – men ikke klarere, end at man kan bruge en del tid på at analysere det efterfølgende. Den lille anke jeg havde i forhold til scenariet var, at der i fængslet var racemæssige grupperinger og her kunne jeg frygte, at det ville blive karikeret og stereotypisk. Jeg prøvede af samme grund selv at i et vist omfang ignorere dette aspekt af min karakter og det virker til at de andre gjorde det samme – jeg ved ikke om det ville have været nemmere, hvis det var et dansk fængsel, men det kunne være en mulighed. Uanset hvad, havde jeg en god oplevelse med scenariet og det var et godt klimaks vi fik til sidst.

Lørdag havde jeg kun et scenarie om aftenen, men jeg valgte at gå med til “early bird”-spilblokken, hvor jeg fik plads på “Horrordeck”. Det var ikke et scenarie jeg havde de store forventninger til. Dels var det Start Trek og de episoder af serien, jeg har set, kan tælles på én hånd – så jeg kender ikke universet så godt. Dels var det gyser, hvilket jeg har det akavet med, da jeg stort set aldrig bliver bange for gysere (“IT” er nærmest den eneste undtagelse) – der er større sandsynlighed for at jeg griner, end for at jeg bliver bange. Af samme grund var det nok heldigt, at jeg blev gruppens Vulcan, der ikke føler frygt (eller i hvert fald ikke skal vise det). Der gik noget tid med at sætte lokalet op, da der skulle være helt mørkt. De to spilledere gik rundt og lavede lyde og efterlod spor – af og til rørte de ved os og kunne være et monster der greb fat – i så fald var vores karakter død og vendte tilbage som et dysfunktionelt hologram. Selvom jeg nok ikke var den rigtige målgruppe for scenariet, var det en rigtig fin måde at tilbringe en formiddag.

Om aftenen sluttede jeg af med “… And that’s it” – et scenarie om at en sygdom er ved at udrydde menneskeheden, hvor vi er de sidste tilbage og ved at vi skal dø. Fra foromtalen fremgik det, at der ville være kommunikation via tegninger, men da vi blev briefet indså jeg til min gru, at vi ikke måtte tale i scenariet, kun tegne – folk der kender mig har måske bemærket at det ikke er min stærkeste side at tie stille i længere tid, så jeg var i tvivl om hvorvidt jeg kunne klare det i fire timer – jeg må tilstå, at jeg på dette tidspunkt var lidt negativt stemt og mest af alt bare gerne ville have det overstået, så jeg kunne få lov til at tale igen. Til at starte med lavede vi vores karakterer ved at tegne den ud fra en selvvalgt genstand (min var en blomsterkrans) – herefter skiftedes vi til at tegne relationer på hinandens ark efter en kort samtale med den anden spiller. Min karakters stærkeste relationer, som jeg tolkede det, var med en søster, jeg havde mistet kontakten med (vist nok fordi jeg rejste væk for nogle år siden) og to af dem, som karakteren tidligere havde haft et polyamurøst forhold til. Da vi gik i gang med spillet, havde jeg lidt svært ved at komme i gang, men den første akt handlede om håb og det som min karakter mest af alt håbede på, var at kunne genoprette kontakten med min søster, så det var det første, jeg satte mig for – tegnede skibe, der vendte hjem og søskende der holdt i hånden foran et hus. Da jeg havde gjort det noget tid, satte jeg mig for at sende “flirtende” tegninger til de to karakteren tidligere havde haft et forhold til – bl.a. ved at tegne et hjerte, hvor den ene halvdel var en blomst (mit symbol), som en elefant (en andens symbol) holdt med sin snabel. Undervejs gik spilleder af og til rundt og placerede nogle pletter på vores hænder for at symbolisere hvor langt vi var i vores sygdomsforløb (hvem der blev smittet blev afgjort ved lodtrækning). Hver gang en blev mere syg, kom de andre hen og støttede personen – her begyndte jeg at blive mere følelsesmæssigt involveret i scenariet. Når en person fik tre pletter på hånden, døde karakteren – de grå spøgelser fra de afdøde kunne tegne på deres egen væg og hvis de fik øjenkontakt med en anden person, var det fordi at den levende karakter mindedes den afdøde. Da den første afdøde var en, som jeg var nået frem til, at min karakter var reelt forelsket i, benyttede jeg mig en del af dette. Jeg fortolkede det som om, at min karakter var den ældste, så typisk ville jeg ikke lade de andre se, når karakteren var trist – overfor de andre forsøgte jeg at tilføre noget optimisme, ved at tegne blomster og træer på nogle af deres mere triste tegninger. Det var min søster, der var den sidste tilbage – jeg selv næstsidst og vi fik grædt en del sammen. Jeg havde i sidste ende en rigtig god oplevelse med scenariet – men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det også var sådan for dem, hvis karakter døde først, for de tilbragte en del tid som grå spøgelser. Men hvis man godt kan lide at spille introvert, tror jeg at man let kan få en endnu bedre oplevelse, end jeg havde.

Om søndagen var jeg spilleder på et rerun af “Et hjerte af guld”, som jeg havde meldt mig på efter henvendelser fra spillederansvarlig, om at der manglede spilledere til søndag. Det var noget tøvende jeg meldte mig – ikke på grund af scenarierne, men fordi at jeg ved at om søndagen mangler der så mange spillere, at halvdelen af spillederne forbereder sig forgæves og mange spillere er nok tømmermandsramte. Men jeg meldte mig, og så må man gøre sit bedste som spilleder – og heldigvis blev min pessimisme gjort til skamme, for spillerne gjorde en god indsats (blandt spillerne var desuden min gamle ven fra ungdomsskolen, som jeg nu er kommet på Fastaval med siden 2004 uden at vi har spillet noget sammen før). Scenariet er et solidt intrigescenarie fra 2004, men netop ved årstallet kan man godt mærke, at der er sket noget med scenarierne på Fastaval – bl.a. kunne jeg mærke, at jeg havde svært ved at trække scenerne i langdrag (der var lagt op til ca. 4 scener og scenariet en varighed på 4-5 timer), for jeg er efterhånden mere vant til at det skal være korte scener, der bliver cuttet på klimaks. Derudover var jeg lidt frustreret over formidlingen, hvor der var forskellig opsætning på hver anden side. Men vi havde en god oplevelse med scenariet, som stadig holder efter så mange år.

Derudover fik jeg tilbragt en del tid i baren/cafeen i godt selskab. Jeg fik spillet brætspil i den nye kaffekro (der er helt fantastisk), danset fjollet med alle mulige mennesker og nød nogle gode nørdede samtaler.

Tak for i år! Jeg ser allerede frem til næste år!