Mit Fastaval 2016

15 apr

Mit Fastaval 2016 startede om onsdagen, hvor jeg havde planlagt café-live – for en af grundene til at jeg kommer på Fastaval, er alle de fantastiske mennesker, så min erfaring har lært mig, at dette er hvad jeg helst bruger den første aften på. Men trods det fantastiske selskab, er det også rollespillet vi kommer der for, så her kommer en kort gennemgang af mine oplevelser fra i år – og selvfølgelig bør her siges: spoileralert!

Det første scenarie var Frankenstein’s Creatures i torsdagens novelleblok. Ud fra hvad jeg huskede fra foromtalen, havde jeg forventet at jeg ville komme til at indleve mig i monsterets situation og det kom jeg til dels også til – bare ikke i helt samme grad, som jeg havde forventet. Scenerne blev cuttet skarpt. Der var individuelle scener i ca. 1 minut pr. spiller, så var der nogle fællesscener, hvor vi skulle spille drømmescener hvor der var flere monstre og så var der en del tid, hvor vi lå på gulvet og lyttede til spilleders beskrivelser mens vi forsøgte at føle. Af disse dele, var det fællesscenerne, som fungerede bedst. Det var en hyggelig måde at starte på.

Herefter skulle jeg spillede Pastwatch. Jeg må tilstå, at jeg på forhånd var lidt nervøs for at skulle spillede scenariet – for spillerne skulle selv vælge et historisk projekt, som de ville studere i fortidskiggermaskinen – tidsafgrænsningen var at det ikke måtte være før 15.000 f.Kr. og ikke måtte være efter påsken 2016 (scenariet foregik i 2116). Så selvom jeg godt kan lide åbne scenarier, gjorde dette, at jeg var urolig, for jeg anede slet ikke hvilken retning scenariet ville bevæge sig i. Derudover havde man som spilleder muligheden for at køre det som fortællescenarie (hvor man som spilleder skulle fortælle, hvad der skete på skærmen) eller som semi-live (hvor spillerne spillede hvad de så på skærmen). Jeg åndede lettet op da jeg fik lov til at køre et semi-live hold, for jeg kunne ikke overskue at skulle opdigte så meget. Spillerne valgte rumkapløbet og var så optagede af deres meget underholdende sideplot med Sputnik (hvor der åbenbart grundet russisk effektivitet og en forudbestilling af hensyn til opsendinger der slog fejl endte med at være 100 sputnikker), at de ikke var meget for at tage imod mine hints om at vi skulle tilbage til hovedplottet med tidsrejse. Både de og jeg var dog godt underholdt og elementer som fortidskiggermaskinen fungerede godt. Dette gav spillerne udtryk for. De sagde dog, at de gerne ville have haft at man havde valgt det historiske projekt for dem – og det ville jeg også selv have foretrukket. Hvis jeg skal spillede det en anden gang, ville jeg træffe det valg (evt. smide en doodle ud til spillerne, hvilket er en mulighed, når det ikke er på en con), så man kan forberede sig lidt. Men det gjorde nu ikke så meget, at det ikke var historisk korrekt og alt i alt var det en god oplevelse.

Den næste dag stod der Eden i Haven på mit program, hvor jeg skulle være spilleder. Det var et scenarie, som jeg kendte til i forvejen, da Lasse og jeg havde givet hinanden feedback, men det er altid noget andet at rent faktisk spille det. Et scenarie baseret på en bog baseret på virkelige hændelser, om tre brødre der sværger en ed om at samle Kina. At skrive historisk baserede episke dramaer er en kunst jeg selv er bange for, for hvordan gør man det spilbart? Her mener jeg at Lasse havde fundet en god balancegang netop gennem fokus på de tre hovedpersoner (og centrale bipersoner), hvor spillerne indlevede sig godt i historien og var berørt af tragedierne. Derudover virkede virkemidlet med at skifte mellem at spille i yin og yang (nogle scener stå op og spille offensivt og i andre scener spille roligt), baseret på spillernes valg til scenen, rigtig godt. Ligeledes var ”tiden går”-scenerne gode, da de gav en god sammenhæng uden man skulle spille alt der skete. At spillede Eden i Haven var måske min bedste spiloplevelse i år (i konkurrence med Diego Amadeus) og det bedste jeg har spillet i den genre.

Næste morgen skete det, som af og til sker, når man når lidt længere hen på en con – der var for få spillere til at alle hold blev oprettet. Så jeg gik glip af Death of a Playwright, men vil arbejde på at få lov til at spille det som rerun i Århus.

Nu springer jeg lidt i tiden, da min næste aktivitet samme dag var at spillede mit eget scenarie, YOLO, hvilket jeg vil gemme til et selvstændigt indlæg, så i stedet springer jeg til en anden fantastisk spiloplevelse, Diego Amadeus. Diego Amadeus (også kendt som Disco Amadeus) foregår i en verden, hvor rollespil er den største kunst (vent, tænker du måske som læser. Er rollespil ikke det i den her verden? Det burde det være!). Vi startede med en øvelse, hvor vi skulle beskrive hvordan denne verden så ud og det var en god måde at komme i gang. Vi var to grupper af rollespilsfolk, der skulle opsætte et scenarie til ære for Argentinas nyligt afdøde folkehelt, Diego Maradona, og kæmpede om at få solgt vores idé til kunden. Jeg spillede en avantgarde rollespiller, Norah, og var rigtig glad for at kunne få lov til at være enormt irriterende og kontrær overfor de andre spillere. Jeg endte også med at skifte side (til dels tvunget af at være blevet smidt ud af min oprindelige gruppe).Derudover jokede vi en del med henvisninger til andre scenarier. Vores gruppe endte ud med noget ikke særlig spilbart, hvor Diego nikker paven en skalle, løber gennem en sky af kokain og dribler mellem det gode og det onde, mens han taler med Gud. Undervejs var det svært at ikke flække sammen af grin.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: