Arkiv | april, 2016

Reruns på Rosenteateret

15 apr

I søndags fik jeg dulmet min Fasta-blues, da der var reruns af Fastavalscenarier på Rosenteateret i Århus. Det endte med at blive til en omgang På Røven i Marienburg og Avanceret gruppeterapi.

Først På Røven i Marienburg. Jeg havde ikke turdet at tilmelde mig det til Fastaval, da jeg ved, at jeg er utålmodigt anlagt når det gælder systemer – så den mindste antydning af at et scenarie indeholder så meget som én terning virker skræmmende på mig, for hvad nu hvis man skal vente lang tid på at komme i gang med spillet. Men til Fastaval hørte jeg så mange fortælle om deres fede spiloplevelse, at jeg var glad at få muligheden for at spille det her på Rosenteateret. For det tog kun få minutter at lære reglerne og der var masser af action fra første øjeblik [FRA NU AF SPOILERS], da en af gruppens medlemmer kom med en kiste 1 minut inde i spillet efterfulgt af en gruppe kutteklædte personer. Kisten indeholdt et euforiserende radioaktivt pulver, som vores karakterer, der alle på en eller anden måde var på røven, forsøgte at få afsat. Vi stødte løbende på fjender, hvilket blev løst på simpel vis, hvor vi skulle vælge én af vores fem terninger, der hver stod for noget forskelligt – de blev smidt i et fælles raflebæger som GM rullede – en del af terningerne blev dog brugt i interne kampe, fordi gruppens medlemmer ikke kom så godt ud af det med hinanden. Vi havde fælles hp, så der var ikke risiko for at en karakter døde tidligt i spillet. Derudover var karaktererne fede. Min karakter, rottefængeren Caius, havde rigeligt man kunne spille på og jeg endte med at få en central rolle i vores sejr. Egentlig har jeg hørt, at det ikke er meningen man skulle vinde, men vi endte med at lede en gruppe skavens, der ønskede pulveret til de kutteklædte mænd, så de dræbte hinanden. Men uanset om vi havde vundet eller ej, ændrede det ikke på, at det var en fed oplevelse.

Så min aversion mod terninger er kureret, hvilket jeg er taknemmelig for. På Fastaval kan jeg godt lide at få noget variation, hvilket jeg har hidtil har fået gennem drama og komedie – nu kan jeg smide action oveni. Derudover er jeg begyndt at overveje jeg skal skrive det bard-scenarie, som jeg fik ideen til for nogle år siden (barderne bliver altid fravalgt til eventyrgrupperne, men hvad sker der med alle barderne? De danner et band – her overvejer jeg om det skal være 80’er eller boyband. En dag kommer eventyret til dem. Ved f.eks. kamp er der plus for at synge og for koreografi).

Mellem spilblokkene spiltestede i et scenarie, som en af de andre deltagere var ved at skrive. Af hensyn til hans ideer, vil jeg ikke afsløre for meget her, men det kan gå hen og blive et ret fedt scenarie.

Endelig var det tid til at spille Avanceret Gruppeterapi. Her stod den samme ekspert for et møde med nogle forældre til skolebørn og med en arbejdsplads, hvor hun benyttede hjælpemidler som en ja-hat og en idiot-hat (som hun også brugte til børnene, meget pædagogisk ukorrekt). Jeg var curlingforælderen og ejerens søn, to roller som jeg ikke formåede at køre så langt ud, som jeg gerne ville. Men der var til gengæld andre karakterer der var dejligt aparte. Jeg var godt underholdt.

Så jeg havde en god oplevelse med mit første møde med Rosenteateret og vender meget gerne tilbage dertil.

YOLO

15 apr

I forlængelse af min Fastavaloplevelse, mangler jeg bare at beskrive YOLO, mit eget scenarie.

Først lidt om scenariet. Inspirationen kom gradvist. Den første inspiration kom, da jeg gentagne gange oplevede unge mennesker sidde ved siden af hinanden og skrive beskeder til hinanden. Derfor overvejede jeg om man kunne benytte sociale medier til et scenarie. Noget tid derefter slog det mig, da jeg så noget krimi, at man kunne bruge det om et led i en mordgåde. Så var ideen der, blev til en synopsis og blev godkendt. Det næste skridt var at komme i den rette stemning. I film som Mean Girls, Rich Kids, The Hangover og Midsommer fandt jeg inspiration til karakterer og jeg skiftede min 70er flipper playliste ud med Justin Bieber, Ariana Grande og Rihanna (forståeligt nok var jeg lettet, da jeg var færdig). På forfatterweekenden fik jeg ideen, at karaktererne skulle være udformede som profiler på de sociale medier, hvor forsiden var alt det, de ville vise udadtil og bagsiden var det, som ingen måtte vide om dem. Forsiden blev benyttet aktivt i spillet til at lave statusopdateringer og poste noget på hinandens wall. Scenariet blev delt op i to akter, hvor den første var hvor vi lærte karaktererne at kende ved en fest, hvor de bliver mere og mere fulde og også tager en del kokain. Første akt slutter med en kollektiv blackout og anden akt starter med at de vågner og ikke kan huske hvad der er sket. Da de finder deres ven død, prøver de at finde ud af, hvad der skete dagen før, ved at se på beskeder til og fra den afdøde – dette køres som mindescener. Spillerne bestemmer selv hvem der dør gennem et tarotkort, døden, de alle kan byde ind på. De har alle et yderligere tarotkort, der viser hvordan de vågner op.

Jeg havde allerede inden Fastaval fået en positiv overraskelse, da det i første omgang lød til at der ville blive 16 hold, hvilket dog endte med at blive rundet ned til 14 (hvilket stadig var mere end de 7-8 hold, jeg havde regnet med, som var grunden til at jeg ikke var mere offensiv i jagten på spilledere) og til Fastaval blev jeg endnu mere positivt overrasket. På Fastaval var den eneste malurt i bægeret, at scenariet også havde tiltrukket unge spillere, der havde svært ved at forholde sig til druk og hor, så til en anden gang må jeg lave aldersbegrænsning. Jeg tog selv en af de unge grupper, hvor jeg kørte en lidt mindre vild version. Men langt de fleste kørsler gik rigtig godt.

Det var fantastisk at gå i baren og mærke al kærligheden. Folk der kom og lavede hashtag-tegn til mig med hænderne og gav mig krammere. Og folk der fortalte warstories om hvem der døde og hvad der skete. Mange af stederne var der nøgengemmeleg og uheldig kærlighed. Alle karakterer blev dræbt i mindst en kørsel og ligeledes var alle karakterer morder i mindst en kørsel. Der er flere der gav udtryk for, at de ville køre det med deres egne spilgrupper, hvilket også er et godt tegn. Så scenariet kunne det, som det skulle kunne. Jeg overvejer om jeg skal lave en version med andre karakterer – med lidt ældre karakterer – for det er ikke kun unge, der ter sig dumt. Men indtil videre er det i hvert fald skønt at vide, at man har givet en masse spillere en god oplevelse.

 

Mit Fastaval 2016

15 apr

Mit Fastaval 2016 startede om onsdagen, hvor jeg havde planlagt café-live – for en af grundene til at jeg kommer på Fastaval, er alle de fantastiske mennesker, så min erfaring har lært mig, at dette er hvad jeg helst bruger den første aften på. Men trods det fantastiske selskab, er det også rollespillet vi kommer der for, så her kommer en kort gennemgang af mine oplevelser fra i år – og selvfølgelig bør her siges: spoileralert!

Det første scenarie var Frankenstein’s Creatures i torsdagens novelleblok. Ud fra hvad jeg huskede fra foromtalen, havde jeg forventet at jeg ville komme til at indleve mig i monsterets situation og det kom jeg til dels også til – bare ikke i helt samme grad, som jeg havde forventet. Scenerne blev cuttet skarpt. Der var individuelle scener i ca. 1 minut pr. spiller, så var der nogle fællesscener, hvor vi skulle spille drømmescener hvor der var flere monstre og så var der en del tid, hvor vi lå på gulvet og lyttede til spilleders beskrivelser mens vi forsøgte at føle. Af disse dele, var det fællesscenerne, som fungerede bedst. Det var en hyggelig måde at starte på.

Herefter skulle jeg spillede Pastwatch. Jeg må tilstå, at jeg på forhånd var lidt nervøs for at skulle spillede scenariet – for spillerne skulle selv vælge et historisk projekt, som de ville studere i fortidskiggermaskinen – tidsafgrænsningen var at det ikke måtte være før 15.000 f.Kr. og ikke måtte være efter påsken 2016 (scenariet foregik i 2116). Så selvom jeg godt kan lide åbne scenarier, gjorde dette, at jeg var urolig, for jeg anede slet ikke hvilken retning scenariet ville bevæge sig i. Derudover havde man som spilleder muligheden for at køre det som fortællescenarie (hvor man som spilleder skulle fortælle, hvad der skete på skærmen) eller som semi-live (hvor spillerne spillede hvad de så på skærmen). Jeg åndede lettet op da jeg fik lov til at køre et semi-live hold, for jeg kunne ikke overskue at skulle opdigte så meget. Spillerne valgte rumkapløbet og var så optagede af deres meget underholdende sideplot med Sputnik (hvor der åbenbart grundet russisk effektivitet og en forudbestilling af hensyn til opsendinger der slog fejl endte med at være 100 sputnikker), at de ikke var meget for at tage imod mine hints om at vi skulle tilbage til hovedplottet med tidsrejse. Både de og jeg var dog godt underholdt og elementer som fortidskiggermaskinen fungerede godt. Dette gav spillerne udtryk for. De sagde dog, at de gerne ville have haft at man havde valgt det historiske projekt for dem – og det ville jeg også selv have foretrukket. Hvis jeg skal spillede det en anden gang, ville jeg træffe det valg (evt. smide en doodle ud til spillerne, hvilket er en mulighed, når det ikke er på en con), så man kan forberede sig lidt. Men det gjorde nu ikke så meget, at det ikke var historisk korrekt og alt i alt var det en god oplevelse.

Den næste dag stod der Eden i Haven på mit program, hvor jeg skulle være spilleder. Det var et scenarie, som jeg kendte til i forvejen, da Lasse og jeg havde givet hinanden feedback, men det er altid noget andet at rent faktisk spille det. Et scenarie baseret på en bog baseret på virkelige hændelser, om tre brødre der sværger en ed om at samle Kina. At skrive historisk baserede episke dramaer er en kunst jeg selv er bange for, for hvordan gør man det spilbart? Her mener jeg at Lasse havde fundet en god balancegang netop gennem fokus på de tre hovedpersoner (og centrale bipersoner), hvor spillerne indlevede sig godt i historien og var berørt af tragedierne. Derudover virkede virkemidlet med at skifte mellem at spille i yin og yang (nogle scener stå op og spille offensivt og i andre scener spille roligt), baseret på spillernes valg til scenen, rigtig godt. Ligeledes var ”tiden går”-scenerne gode, da de gav en god sammenhæng uden man skulle spille alt der skete. At spillede Eden i Haven var måske min bedste spiloplevelse i år (i konkurrence med Diego Amadeus) og det bedste jeg har spillet i den genre.

Næste morgen skete det, som af og til sker, når man når lidt længere hen på en con – der var for få spillere til at alle hold blev oprettet. Så jeg gik glip af Death of a Playwright, men vil arbejde på at få lov til at spille det som rerun i Århus.

Nu springer jeg lidt i tiden, da min næste aktivitet samme dag var at spillede mit eget scenarie, YOLO, hvilket jeg vil gemme til et selvstændigt indlæg, så i stedet springer jeg til en anden fantastisk spiloplevelse, Diego Amadeus. Diego Amadeus (også kendt som Disco Amadeus) foregår i en verden, hvor rollespil er den største kunst (vent, tænker du måske som læser. Er rollespil ikke det i den her verden? Det burde det være!). Vi startede med en øvelse, hvor vi skulle beskrive hvordan denne verden så ud og det var en god måde at komme i gang. Vi var to grupper af rollespilsfolk, der skulle opsætte et scenarie til ære for Argentinas nyligt afdøde folkehelt, Diego Maradona, og kæmpede om at få solgt vores idé til kunden. Jeg spillede en avantgarde rollespiller, Norah, og var rigtig glad for at kunne få lov til at være enormt irriterende og kontrær overfor de andre spillere. Jeg endte også med at skifte side (til dels tvunget af at være blevet smidt ud af min oprindelige gruppe).Derudover jokede vi en del med henvisninger til andre scenarier. Vores gruppe endte ud med noget ikke særlig spilbart, hvor Diego nikker paven en skalle, løber gennem en sky af kokain og dribler mellem det gode og det onde, mens han taler med Gud. Undervejs var det svært at ikke flække sammen af grin.