Arkiv | juli, 2014

Forsøg på dynamiske roller

18 jul

For mere end to år siden, skrev jeg scenariet En Guddommelig Udfordring til Fastaval. Jeg lovede at sende den til Alexandria, men ville gerne rette nogle ting først. Men for nyligt indså jeg, at jeg blev ved med at udskyde det. I stedet skrev jeg derfor en note, som jeg vedhæftede inden jeg sendte den. Ud over at undskylde for de sproglige problemer, havde jeg to hovedpointer. Den første var rettet til dem, der kunne tænke sig at være GM på det, hvor jeg anbefalede spillederen til at være lidt kreativ med anden akt, for den er lidt tynd som den står. Den anden var lidt mere ment som et indspark til idéudveksling og derfor skriver jeg et par ord om det herinde, nemlig en evaluering af rollerne.

I scenariet forsøgte jeg at skabe roller, der forandrede sig over tid. Scenariet var opdelt i 3 akter, hvor de imellem akterne blev genfødt. Her var der et kerneselv eller (som jeg kaldte det i scenariet) “sjæl”, inspireret af de fire temperamenter: kolerikeren, sangvinikeren, melankolikeren og flegmatikeren. Ved start fik hver spiller en af disse “sjæle-roller”, samt en anden rolle, der koncentrerede sig om deres position i samfundet – i første akt var de alle i samfundets top, som en del af enten den gejstlige eller verdslige magt. I intermezzoet imellem akterne, blev karakterenes handlinger målt og vejet (her havde spillerne hver deres gude-rolle, som dømte ud fra forskellige moralske vinkler). På baggrund af dette, fik spillerne tildelt en ny social rolle til den næste akt. Således havde de i løbet af scenariet tre forskellige sociale roller. Men deres sjæle-rolle lå fast og gav nogle karaktertræk, der gik igen. Idet at sjæle-rollen var der, hvor de fleste informationer om deres roller stod, betød det, at de skiftende roller ikke gav meget mere læsebyrde (de sociale roller var ca. 3-6 linjer).

Dette var et forsøg på at tænke rollerne dynamisk. Spillerne havde et fast holdepunkt i sjæle-rollen, men oplevede alligevel at deres roller forandrede sig mærkbart, idet at den ændrede sociale status gjorde, at der var forskel i hvilke handlingsmønstre, der ville give mening for deres karakterer. Intermezzoet gjorde, at spillerne kunne være med til at forme scenariet i fællesskab, hvilket kom til udtryk ved at der ikke var to hold hvor fortællingen fik det samme udfald, på trods af at der var rammer for fortællingen. Der var stor forskel på hvilken sjæl der fik hvilken social rolle og med den forskel der er på spillere, og dette var med til at skabe denne store variation.

Så selvom der var problemer med scenariet (især den svage anden akt), er det min opfattelse, at forsøget med roller var vellykket – både fra mine oplevelser som spilleder og min læsning af spillernes kommentarer. Derfor er en pointe med at lægge det op på Alexandria, at andre kan tage inspiration derfra, til en måde (blandt mange) at skabe dynamiske roller – hvilket også er pointen med dette indlæg – eller måske bare at sætte gang i debat om, hvilken rolle roller kan spille i rollespil.