Jeg gemte tankerne væk et stykke tid, da jeg skulle skrive mit speciale færdigt og det er afleveret nu. Eftersom jeg lovede Kristoffer Mads at jeg ville prøve at skriv et scenarie til Viking-con, hvor der skulle være lidt mere action i scenarierne begyndte jeg at sidde at lege med tanker om kampsystemer igen. Den ide til et simpelt kampsystem jeg leger med nu er opstået lidt sideløbende med en scenarieide – en scenarieide der bygger på en bestemt class.

Min yndlings-class indenfor fantasy scenarier har i mange år været bard idet det er oplagt at spille en karismatisk men lettere fordækt type og at jeg elsker musik. Jeg ved dog at der er mange, der hader bards, uden jeg helt har forstået hvorfor. Jeg kom derfor til at tænke på Order of the Stick (http://www.giantitp.com/Comics.html) hvor barden Elan var fremstillet som den uduelige type (lige indtil han multi-classede), som de andre ikke rigtigt anså for noget. Det førte mig videre til en tanke om hvorvidt der er barder, der bliver smidt ud af deres gruppe og hvad der i så fald bliver af dem. Derfor har jeg lyst til at skrive et scenarie om en gruppe barder, der er blevet sparket ud af deres grupper, har opgivet at være eventyrere og i stedet har lavet et band – og det er der eventyret opsøger dem.

Som system tænkte jeg på at benytte sang som et middel til eksempelvis charm og til boost i kamp. Selve kampen vil jeg gerne have til at være aktiv og jeg tænker på et scenarie uden borde. Det skal derudover være et simpelt kampsystem, så man hurtigt kan sætte sig ind i det. Den meget simple ide jeg leger med er derfor at simpelthen benytte den gode game “sten-saks-papir”, hvor spilleren og GM skiftes til at angribe og forsvare – og den kæmpende bards med-barder kan give et boost til eks skade ved at synge imens.

Jeg ved ikke hvor god ideen er i praksis, men den eneste måde at finde ud af det, er jo at prøve det. Det er stadig et scenarie in the making.

Derudover er det historisk set også en interessant region idet det under det tidligere navn Bessarabien var undertrykt af forskellige stormagter – først Osmannerne og siden hen det Russiske Imperium og Rumænien. Så hvis man vil skrive et scenarie om lidende bønder eller om jødeforfølgelser vil dette være en perfekt ramme.

Allerede første morgen i Punjab vågnede jeg kl 4 om natten ved, at Sikh-templet ved siden af huset spillede, hvad jeg opfattede som indisk popmusik ved meget høj volumen fra deres højtalere. Musikken lød dog meget munter. Da jeg spurgte senere om, hvad de egentligt sang fik jeg at vide, at indholdet var forholdsvist aggressivt.

Sikherne var altid flinke overfor mig og udviste en høj grad af tolerance, men der var dog eksempler på stridigheder og til tider var disse af en forholdsvist voldelig karakter: en af de studerende, der virkede flink endte med at gemme sig fra politiet efter at han som resultat af en konflikt placerede en machete i skulderen på en anden mand og der var en af mine venner, der fik tæsk af sin onkel på grund af land stridigheder.

Derudover er der forskellige måder at identificere en Sikh på – bl.a. bærer meget troende Sikher en særlig slags kniv og kombineret med det faktum, at de fleste folk i Punjab (der har råd til det) kører på motorcykel, forekommer det som den perfekte setting til et action scenarie.

Noget der kan være omdrejningspunktet er Det Gyldne Tempel i Amritsar – Sikhernes største helligdom. Det er blevet ødelagt to gange – senest da Indiara Gandhi gav ordre til at bombe det mens der var mange mennesker derinde, hvilket ledte til at hendes livvagter, der var Sikher, myrdede hende. Ifølge overbevisning vil templet blive ødelagt 3 gange, så omdrejningspunktet for scenariet.

Idet jeg som regel spiller en anden genre af rollespil vil det være en udfordring at skrive et actionscenarie, men netop derfor vil det være endnu mere interessant at prøve det.

Som regel kan jeg bedst lide de scenarier hvor jeg let kan indleve mig i rollen og/eller føler at vi får skabt en god historie. Til tider føler jeg at det kan være sværere at indleve sig hvis stedet er meget klart defineret og fremmed for en. Så er der faren for, at man i frygten for at lave en fejl hæmmer sig selv og fokuserer mere på at være korrekt, end på at leve sig ind i sin rolle. Jeg ved ikke om det er noget generelt eller om det er noget der især påvirker mig. Især hvis jeg har spillet med nogen, der kender settingen godt og jeg ikke kender settingen er jeg mere forsigtig – ikke så meget nu, som jeg var da jeg var yngre, men det kan stadig hænde. Derfor foretrækker jeg som regel hvis settingen er løst defineret som “en by”, “en landsby” eller “i en fjern fjern galakse”, hvor denne bekymring ikke fylder så meget.

Til gengæld kan det også være meget interessant som spiller at stifte bekendtskab med en ny setting. Det kan være med til at skabe en følelse af, at “det her er et anderledes scenarie jeg spiller”, nogle gange lærer man noget nyt og ofte kan spillerne også skabe en interessant fortælling i de forskellige settings.

Så umiddelbart er varierende, konkrete settings ikke nødvendigvis en forhindring, men det er alligevel noget man bør tage ind i overvejelserne: vil dette scenarie fungere bedst med en løst defineret eller med en konkret setting?

I de følgende afsnit vil jeg beskrive nogle af de ideer jeg fik i løbet af rejserne. De bliver dog ikke foreløbigt til mere konkrete scenarier, idet det er et speciale der skal afleveres til sommer.

1. At kæmpe for kærlighed (alternativt: Par er fra Venus): her følger vi et par, adskilt på hver sin side af sundet og deres kamp for at holde sammen. Vi følger dem før og efter krigens udbrud.

2. At kæmpe for frihed (alternativt: Mænd er fra Mars): her følger vi en gruppe danske soldater, der er fanget i et svensk fængsel og forbereder en dristig flugtplan.

3. At kæmpe for magt (alternativt: Kvinder er fra Jupiter): her følger vi kvinderne i en by forladt af mændene på grund af krigen. Kvinderne forsøger at få byen til at køre, men har hver deres idé til, hvordan dette gøres bedst og hvilken retning de skal rejse hen imod.

Her er jeg blot i tvivl om, hvorvidt jeg skal lave en pakke med tre korte scenarier eller gøre dem større og tage dem hver for sig. Scenarierne er ikke så tæt forbundne (endnu), at de ikke kan skilles ad og tages hver for sig, men jeg hælder alligevel til den første idé. Scenarierne er tænkt til samme ramme og har sammenhængende temaer, så jeg synes det vil være synd, at skille dem ad. Udfordringen, hvis jeg lader dem være en del af samme pakke er bare, at gøre dem så korte, at spillerne og spilleder kører træt i dem.

Uanset hvad løsningen bliver, er det godt at være i gang med skriveriet igen og forhåbentligt bliver resultatet et (eller tre) godt scenarie.

Jeg begyndte allerede med ideen til scenariet for nogle år siden, da det endnu ikke var begyndt at tage form. I denne fase fik jeg gode råd og kommentarer fra bl.a. Morten Greis (der også efter at have læst det er kommet med nogle gode kommentarer) og Kasper Mosekjær, der var med til at opmuntre mig til at skrive scenariet og selvom det forandrede sig meget siden da, var det kommentarer jeg tog med mig videre. Da scenariet var begyndt at ligne sig selv, var kommentarerne fra Kristo, Tobias Bindslet og fra blindtesterne med Thais Munk med til at gøre mig opmærksom på, hvor formuleringerne kunne have været lidt klarere. Efter det var Kat klar til at blive et rigtigt scenarie på Fastaval.

Efter Kat havde haft sin prøve fik jeg en masse dejlig kritik fra spillerne. De fleste havde haft en rigtig god oplevelse og generelt lå karaktererne højere end jeg havde turdet håbe. De fleste af dem syntes det var spænende at jeg fokuserede på kræft og sagde at de fik fortalt en god historie. Der var også mange, der kommenterede på det, at de skulle deles om rollen med en anden spiller – de fleste kunne godt lide, at have en sparringspartner og få en anden persons fortolkning af rollen – der var dog nogle få, der ikke var tilfreds med dette. Der var dog kommentarer om, at de syntes at hovedpersonerne måske var lidt stereotype, hvilket der kan være noget om, selvom jeg har bygget spil-personerne på folk jeg kender. Det kan dog komme af, at jeg især har fokuseret på nogle få punkter af hvem de er, hvor jeg til en anden gang kan prøve, at brede det mere ud.

Der var flere af spillerne der sagde, at de var blevet positivt overrasket (to har direkte sagt til mig, at det var deres bedste oplevelse til Fastaval i år, hvilket varmet en forfatters hjerte) og de havde kun haft scenariet som en lav prioritet, hvilket understreger en af de ting, som de nævnte som det vigtigste jeg skal gøre bedre næste gang: skriv en bedre foromtale!

En stor del af årsagen til, at scenariet generelt gik så godt, skyldes også spillederne: Kasper og Johs! De gjorde det rigtig godt og Johs tog selv initiativ til, at snakke med spillerne omkring kræft inden scenariet og det tror jeg var en god start på scenariet. Kritikpunkterne gik i høj grad på de samme punkter, som spillernes kritik, men de havde dog også andre punkter. Kasper påpegede for mig efter første gang scenariet blev spillet, at der var nogle af virkemidlerne der ikke kom ordentligt i spil, hvilket også var min erfaring – og de var i bund og grund ikke nødvendige for at scenariet kunne køre, så de kunne have været udeladt.

Da jeg læste det indlæg Johs havde skrevet på sin blog omkring de forskellige scenarier, blev jeg lidt nervøs, for vurderingen lød ikke særlig positiv, så jeg var lettet da han sendte en mail med sine kritikpunkter, hvor han lød mere positiv. Kritikpunkterne var meget lig spillernes, men med forslag til, hvordan jeg kunne løse de problemer, hvilket jeg helt klart vil tage med mig videre.

Alt i alt er jeg stadig godt tilfreds med Kat. Der var ting jeg kunne gøre bedre, men også en masse ting, der gik godt. Selvom de ideer jeg arbejder med nu er i en anden retning end Kat, kunne jeg godt tænke mig på et tidspunkt, at skrive et lignende scenarie hvor spillerne deles om roller, men med en anden historie og hvor virkemidlerne mm bliver finpudset.

Lige nu går min overvejelse på hvilken verden jeg skal skrive i næste gang. Jeg kunne godt tænke mig at skrive i en verden lidt længere væk fra virkeligheden, men stadig så tæt på, at folk let kan indleve sig i den verden. Samtidig kunne jeg godt tænke mig, at en krig er central i den verden. Af en eller anden grund skal dette gå ud over svenskerne – ikke fordi at jeg har noget imod svenskere, tvært imod kan jeg rigtig godt lide alle de svenskere jeg har mødt igennem tiden. Grunden til valget er nærmere, at det er et af de lande (hvis ikke det land) Danmark har været i krig med flest gange igennem historien, men at en krig med dem i en nær fremtid vil være lettere absurd. Derudover er det et af vores nabolande, som vi har et nært forhold til.

Indtil videre er verdenen stadig i et tidligt stadie og der er stadig mange ting jeg skal have styr på – f.eks. hvem startede krigen og hvorfor? Når jeg får styr på det kunne jeg dog godt forestille mig, at det var en verden jeg kunne skrive flere scenarier i.

Det lader til at mange forfattere benytter sig af muligheden for at skrive sammen. Under Fastaval hørte jeg om nye par der blev dannet og om allerede eksisterende par, der byttede partnere – pardannelse i en grad, der næsten var et realityshow værdigt. Det er formodentligt en fordel, at det ikke altid er de samme man skriver med – det kan skabe nye ideer.

Jeg selv er stadig solo, men kunne godt tænke mig på et tidspunkt skrive sammen med andre – det kunne have forbedret nogle af de steder mit scenarie haltede, så måske jeg burde gå på jagt efter en medforfatter…

Da vi sad i sofaen i Cafeen gav Morten mig feedback på mit scenarie. Jeg havde tidligere år diskuteret ideerne for scenariet med Morten, så han vidste hvordan mine oprindelige intentioner havde været – en hel del mere syret end det jeg endte ud med. Oprindeligt havde min intention været en sci-fi-agtig spaltet virkelighed, hvor jeg endte med at skrive et hverdagslivsdrama.

Jeg kom på en hård opgave for at forsvare de ændringer jeg havde lavet – havde jeg solgt ud? Min begrundelse for ændringerne var, at jeg mente, at spillerne ville have lettere ved at indleve sig i et drama om en kræftsyg kvinde, end i en fortælling om en kvantespaltet kat – men var jeg i bund og grund bare bange for at satse?

Morten havde mange ideer til, hvordan jeg kunne have lavet scenariet anderledes og selvom jeg ved, at Morten kommer med kritikken for at man kan gøre det bedre, sad jeg lige efter samtalen med en skuffelse over at jeg tilsyneladende ikke havde opnået scenarieideens sande potentiale. Denne skuffelse holdt indtil jeg snakkede med de andre i sofa-hjørnet, der alle havde oplevet at blive Greiset.

Morten brænder simpelthen så meget for rollespil, at han ikke kan lade være med at Greise – og det er fedt – men det gør også, at følgende begreb bør føjes til rollespilsordbogen:

Greisning: at finde frem til den sande mening med et scenarie om hvordan det burde være skrevet og gøre denne mening klar for forfatteren (findes også som verbum: at Greise)